Mit nyeste eksperiment - og et traume

Dette er et tidligt stadie af gårsdagens eksperiment.

Det ser så sejt ud! Jeg følte mig også som den lille kemiker ude i køkkenet.

Resultatet ser sådan her ud.

Masser af skønt, super blødt modellervoks.

Samuel, også kendt som kong Samuel, var i himlen og legede gladeligt med modellervoks i 2 timer. Imens var jeg ude og lave endnu en portion modellervoks. Denne delte jeg i to, og så tilsatte jeg gul og lyserød frugtfarve bagefter. Da Magnus vågnede fra sin lur, fik han sin egen klump modellervoks, som han kunne give sig i kast med.

Et klokkeklart hit!

Her burde jeg så indsætte et billede af Magnus, der meget begejstret stikker en plastik kniv ned i en klump gul modellervoks, men det var lige præcis her mit kamerabatteri døde. I må forestille jer det.

Projektet er et, jeg har ville udføre i noget tid, men jeg har manglet en vigtig ingrediens, nemlig cream of tartar. Heldigvis har jeg en veninde, der har boet i USA, som lige havde en bøtte liggende i skabet. Ellers ved jeg ikke, hvor man kan ellers kan få det!

Hvis nogen derude i det ganske land falder over mere, så sig endelig til, for jeg fornemmer, at vores lille familie godt kan blive storforbrugere af det.

Modellervoksen er fantastisk og blødt og lækkert. Jeg har også leget med det i stor stil, for det er så berøringsvenligt.

Kong Samuel!

Og så til traumet. Jeg ville have skrevet dette indlæg i går, men noget højst bekymrende skete. Åh, hvor var det et skidt øjeblik i mit liv. Så skidt, at jeg faktisk var lige ved at ringe til min søster, for at få noget moralsk opbakning. Er jeg den eneste, der gør sådan noget - altså ringer efter moralsk opbakning?

Der skete det, at jeg var ved at afprøve en ny opskrift på chokoladekage, som skulle bruges til et andet projekt. Chokoladekagen blev sat i ovnen på et stativ, så jeg lige kunne sætte et farsbrød under kagen, så de kunne bage samtidig. God ide, bortset fra at stativet væltede, hvad der resulterede i halvbagt kagedej ud i hele min varme ovn. 

Åhhhh!

Så i går, i stedet for at blogge, stod jeg i den tunge stank af brændt chokoladekage og skrubbede min ovn ren.

Jeg skulle have taget et billede af ovnen fyldt af tyk og klæbrig kagedej. Jeg er nemlig sikker på, at en dag vil jeg kunne grine af det, men lige der klokken alt for tæt på midnat efter en lang dag, med øm ryg og trætte ben, der kunne jeg slet ikke se det sjove i det.

Men man burde, ikke? Altså tage et billede af tingene, når det går galt, så det hele ikke ser så perfekt ud. For det er jo også en del af livet og læringsprocessen.

Og jeg har lært min lektie. Det sker aldrig igen. Aldrig!