Kreative projekter er lige mig - måske var det egentlig også mig, der mere havde behov for, at de lavede et kreativt projekt.
Hvorom alting er så havde jeg nogle rester farvet fondant fra mandagens kursus liggende ude i køleskabet og en dreng, der elsker modellervoks.
Samuels udstikkere og forme til modellervoks blev vasket, fondanten blev rullet ud, og så var det ellers bare at gå i gang.
Vi havde hver vores lille klump fondant, og så blev der udvekslet forme hen over bordet. Jeg kan fortælle, at det ikke altid er nemt at overbevise en 3 årig om, at man gerne må låne en af de 5 udstikkere, han krampagtigt holder fast i.
Resultatet er jeg dog rigtig tilfreds med.
Fondant blomster med mere, der ligger til tørre |
Når de er helt tørre, kan de holde sig uendeligt. Det kommer de nok ikke til herhjemme, for jeg kan allerede visualisere muffins, lagkager og diverse andre skønne desserter dekoreret med biler, stjerner, hjerter, blomster og så videre.
Og så var det også et hit, da jeg til sidst hviskede til Samuel, at det var noget helt specielt modellervoks, som man gerne måtte spise. Han var noget tilbageholden, men da han endelig puttede et stykke i munden, var han meget tilfreds. Jeg tror dog, at jeg fremover lige skal holde øje med ham, når han leger med modellervoks.
Formene er fra Tiger, hvor de er en del af et modellervokssæt. Fondanten er fra specialkøbmanden.
No comments:
Post a Comment