Sunday, March 13, 2011
Hindbærsnitter
I går bagte vi hindbærsnitter herhjemme. Opskriften var fra "Krudtugler og Kanelsnegle" som hver mor med respekt for sig selv vist bør have stående derhjemme. Det virker i hvert fald til, at den har fundet vej ind i mange hjem rundt omkring, og det kan man godt forstå.
Men tilbage til hindbærsnitterne.
Af uvisse grunde havde jeg en drøm om at lave hjerteformede hindbærsnitter, og søster Anne, der lige kom forbi på besøg, og jeg havde en del diskussioner om den bedste måde at gøre det på. Efter en telefonopringning til Nathalie, der er erfaren ud i at lave hindbærsnitter, besluttede vi os for at afprøve et par forskellige muligheder.
Er I spændte? Der er ikke noget som hindbærsnitte eksperimenter.
Vi lavede en hel del forskellige versioner. Ja, ja, skal man gøre det, så kan man lige så godt gøre det med stil.
Den første version. Vi rullede dejen ud og udstak en masse hjerter. Dem bagte vi, og mens de udstukne hjerter var varme, puttede vi syltetøj på og lagde dem sammen.
Dommen: Der kan være rigeligt med syltetøj i, og smagen er helt i top. Man får nogle fine kanter på kagerne, og det grisser ikke særlig meget. Vi burde nok have rullet vores bunde noget tyndere ud. Fordi kagebundene allerede er bagt, er det nemt at smøre syltetøjet på, hvad der ikke er tilfældet på de ubagte stykker.
Disse hjerter udstak vi, lagde sammen med et tyndt lag syltetøj og bagte. Da de var færdigbagte, brugte vi udstikkeren igen til at få en fin kant.
Dommen: Det flød en del syltetøj ud under bagningen, hvad der gjorde at kagerne blev lidt tørre og kedelige. Nogle af kagerne forskubbede sig. Det kunne vi heldigvis rette op ved at skære kanterne af med udstikkeren efterfølgende. Det var ret frustrerende, at de bagte kager hang sammen, og alt var fedtet ind i klæbrigt syltetøj.
Med disse her rullede vi et stykke dej tyndt ud og smurte den ene halvdel med et godt lag syltetøj. Derefter foldede vi den over, lukkede kanterne med en gaffel og bagte den. Da den var færdigbagt og kølet af, skar vi den i mindre stykker.
Dommen: De er jo tydeligvis ikke hjerteformede eller noget som helst-formet, men de smagte fantastisk. De var tynde og lækre og fyldt med syltetøj, der var blevet inde i kagen. Vores absolutte favorit rent smagsmæssigt.
Her rullede vi to stykker dej ud, smurte det ene stykke med syltetøj og derefter lagde vi det andet stykke dej ovenpå. Vi udstak nogle små hjerter og bagte dem.
Dommen: Jeg havde håbet, at vi ville forsegle noget af syltetøjet inde i kagerne ved at udstikke dem, før vi bagte dem. Vi måtte kassere - eller rettere sagt spise - en del af kagerne, fordi de to hjerter havde forskubbet sig og så ret underlige ud. Desuden var en hel del af syltetøjet flydt ud, hvad der igen resulterede i noget grisseri, og i nogle tørre og småkedelige kager.
Og den sidste version. Vi havde en del dej blandet med syltetøj til overs fra de kager. Det formede vi til små firkanter, som vi bagte.
Dommen: De var faktisk overraskende gode. De var lidt blødere og mindede mere om en scones. De var lette at lave, og en god måde at bruge den overskydende dej.
Konklusionen er, at vi næste gang vil lave de øverste, hvor man udstikker kagebundene, som vi vil rulle tyndt ud, bager dem og smører et godt lag syltetøj på, mens de endnu er varme.
Og så skal de naturligvis have glasur og krymmel på.
Men man kunne jo også lave glasuren en anden farve ...
Den ligner måske ikke lige den i bagerens vindue, men jeg kan godt forestille mig den til en pigefødselsdag, sommerfest eller måske til et bryllup.
Eller i min mave.
Jeg håber, at I alle sammen har haft en dejlig weekend, og ser frem til en skøn uge.
Lene - og hendes hindbærsnitter
Ps. Jeg har lyst til at forstørre det her billede op og hænge over min seng. Yum!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
2 comments:
Jeg er vild med hindbærsnitterne! Hvordan bliver syltetøjet, når man først smører det på, når de er bagt? Når man bager dem med syltetøj, bliver syltetøjet jo sådan lidt "sejt", gør det også det, når bare kagerne stadig er varme?
(Hjertehindbærsnitter til bryllup - me like:-))
I love it - fedt at I lavede eksperimentet. Nu vil jeg ikke være i tvivl næste gang nogen beder mig om hjerteformede hindbærsnitte råd - I har jo testet alle muligheder. (de lyserøde er super søde - findes der evt. hvidt sukkerkrymmel? så kunne man få det hele med, bare i andre farver.
Post a Comment