Saturday, January 29, 2011

Opskrifter

Jeg brugte denne her opskrift til at lave småkagerne med. Den er nem at lave og indeholder ingredienser, der er til at få fat i her i Danmark. Småkagerne bliver rigtig tykke og er derfor nemme at håndtere. Den eneste, der gik i stykker, var en Magnus smed på gulvet. Jeg har sendt nogen af sted i posten i dag, og jeg er meget spændt på, om de holder til det. De smager udmærket, sådan lidt i retning af en vanillekrans, men smagen er vel egentlig lidt lige meget. Det handler jo om at dekorere dem!

Jeg havde dog en del problemer med, at dejen sad fast på bordpladen og kagerullen. Jeg bryder mig slet ikke om at rulle ting ud, og det blev absolut ikke bedre af, at jeg havde en lille meget ivrig hjælper, der var helt vild for at komme i gang med at udstikke et tog! Jeg løste problemet ved at sætte dejen i køleskabet, så den blev mindre klistret, og så brugte jeg ellers rigelige mængder mel her der og alle vegne.

I opskriften er der også et link til en video, der viser hvert trin i opskriften. Det var den, der inspirerede mig til kraftigt at opjustere mit melforbrug.

En dame med så fin blogheader kan kun lave skønne ting, ikke? Og ja, det er alt sammen småkager!
 Opskriften på icing fandt jeg hos samme fabelagtige dame, og linket er her. Det er super simpelt at lave, det smager fabelagtigt og er nemt at arbejde med. Man skal bruge marengspulver i opskriften. Jeg har fået mit hjembragt fra USA (tak Mona), men man kan også købe det hos specialkøbmanden.

Nu har jeg så dekoreret alle mine småkager, men jeg har stadig ret meget frosting tilbage. Er der nogen, der har nogen ideer til, hvad jeg kan bruge det til?

Altså man kunne bare spise det, men så alligevel ... 

Been there, done that!

Friday, January 28, 2011

De færdige kager

Jeg har lovet billeder af kager, og så skal I også få billeder af kager!


Jeg ville have sat dem på i går aftes, men det er lidt svært at nå, når man går i seng kl. 19.40. Godnat og sov godt!

Jeg må indrømme, at jeg i løbet af de sidste par dage har forelsket mig voldsomt i mine kager. Nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg synes, at det er det smukkeste, jeg nogensinde har skabt - mine børn undtaget.

Det er lidt uklart, om det er al sukkeret, der har påvirket mig sådan, eller om de virkelig bare er fantastiske, eller om det er min gamle regel om, det man bruger lang tid på, elsker jeg mest.

Men nok snak. Her kommer der et par billeder. 





I morgen kommer der links til opskrifter og måske et billede eller to mere. Og så skal jeg lige finde ud af, hvad jeg skal bruge kagerne til ...
 

Thursday, January 27, 2011

Mit første forsøg ...

I dag har vi lavet det her, mens yngstebarnet sov.

Småkagebagning!

Når man har et lille menneske ved sin side, så tager det sin tid.

Kok Samuel.

Og når man har en lille bitte ovn, så skal der altså virkelig tålmodighed til.


Vores ovn.
Men vi blev da færdige til sidst. Resultatet var ikke særligt spændende, faktisk så kedeligt, at min far ikke engang gad at spise en.

Det er dog ikke så bekymrende, for jeg havde lavet kagerne ene og alene for at pynte dem, blandt andet med nogle af de skønne sager, som Mona havde hjemtaget fra USA.

Sådan her så mit allerførste forsøg ud - ja, jeg skulleegentlig have lavet en lige linie der.




Jeg tager billeder i morgen, når lyset er bedre. Mine småkager har brug for al den hjælp, de kan få.

Og så skal jeg nok kaste mig over den lille muffins-stoflap, som jeg har modtaget flere gode ideer til. Mange tak! - et stk filtsolsikke og et projekt, der indebærer noget hækling, hvad jeg er lidt bekymret for, for jeg har faktisk glemt hvordan man gør.

Håber I har haft en skøn og kreativ dag,
Lene

Monday, January 24, 2011

Gaver fra det Fjerne

Min veninde er lige hjemkommet fra USA - som nyforlovet kvinde. Jeg er rigtig glad på hendes vegne og jeg er allerede ved at planlægge hendes bryllup, sådan lidt i det små.

Men ikke blot blev hun forlovet, hun handlede også lidt ind til mig.



Ta daa! Smukke, skønne sager til mig. Men naturligvis er det hele ikke til mig. Det ville jo være fjollet og alt for meget.

Denne her er nemlig ikke til mig. Den er til søde Lisbeth.



Vil I se nogle af tingene lidt tættere på? Ja, naturligvis vil I gerne det. Hvordan kan man ikke være spændt?


En lokomotiv udstikker. Jeg har to størrelser, en stor og en lille. Så ved man altså godt, at man har to drenge, og den ene elsker tog! Man kan forresten også bruge den lille til at udstikke et cheddar-ost tog til førnævnte dreng, for når man så også elsker cheddar ost, så er det et kæmpe hit.

Vil det mon være det samme, hvis jeg udstikker agurk, tænker jeg?



Krymmel i sære farver. Jeg elsker dem altså ret meget!


Slikkepinde-pinde. Der er skam en årsag til, at jeg har købt dem her. Jeg har et formål med dem. Mere om det lige om lidt.


Overtrækschokolade-wannabes i forskellige farver. De skal bruges sammen med slikpinde-pindene, kagemiksen og de utallige dåser med frosting til at lave Cakepops.

Eller hedder det Kagepops, når nu vi kører det her på dansk? Findes de overhovedet i Danmark?

Det må jeg lige tænke over.

I mellemtiden så se lige denne her dame, som er den store skaber af cakepops - og ja, man må godt kalde dem cakepops, når det nu er en dame, der bor i USA. Hun har endda skrevet en bog om dem.

Hvis I har lyst til at kaste jer ud i disse kagepops, så er her linket til at lave dem. Dekorationen kan man så selv lave som man vil. Jeg har for eksempel grøn overtrækschokolade-wannabe, og jeg tænker allerede på en frø!

Så mange muligheder.

Tusind tak til nyforlovede Mona. Ring, for jeg har planer for dit bryllup ; )

Saturday, January 22, 2011

Fødselsdagsgaver

Min venindes datter, som tilfældigvis også er Samuels topbyddy, har fødselsdag til marts. Og jeg har for en gangs skyld besluttet mig at være på forkant med udviklingen, og jeg er gået i gang med at producere en gave til hende.

Jeg er selv fuldstændig rystet over min fremsynethed. Det har måske mest noget at gøre med, at jeg indså, at jeg havde en mulighed for at lave noget piget lyserødt noget, og så gik jeg helt i selvsving.

Det sker hver gang jeg bliver udsat for noget piget. Det er nok i virkeligheden bedst, at jeg kun har drenge. Jeg ville have traumatiseret en pige! Big time!

Men lad os ikke dvæle ved mine psykoser eller kærlighed til lyserødt, perler og så videre. Må jeg ikke i stedet vise jer, hvad jeg indtil videre har lavet - og tag lige jeres kreative hat på, når I kigger på billederne. For jeg har brug for hjælp.

Okay, det skal være sådan et køkkensæt. Jeg tænker på nogle mini karklude - i lyserødt naturligvis - og nogle små mini køkkensvampe. Dem laver jeg ved at klippe en almindelig karklud og nogle køkkensvampe op.


Easy peasy!

Dertil kommer disse småkager med lyserødt glasur og fine sukkerkugler. Lillepigens yndlings!

Jeg vil lave nogle mini viskestykker ud af stoffet, de ligger på.

For at snakke om noget helt andet, så tror jeg, at man kunne lave nogle rigtig fine solsikker ud af dem her. Hvis nu de var brune i midten og gule rundt omkring, eventuelt to lag forskudt gult filt. Det skal prøves, skal det.


Jeg lavede den lyserøde glasur ved at bruge et låg til et glas babymad som skabelon. Derefter limede jeg det på et stykke "småkagefarvet" filt med tekstil lim og syede gennemsigtige glasperler på. Så tog jeg et stykke lyst filt til og klippede med min fine takssaks kagen ud, cirka en centimeter fra glasuren. Hele herligheden blev syet halvt sammen, så fyldte jeg den med et tyndt lag fyld og syede den helt sammen.

Havde jeg ikke haft pakket mine adskillige kvadratmeter pladevat væk, langt væk under sengen, i vacuum pose, i det rum, hvor yngstemanden sover, så havde jeg naturligvis fyldt dem med et tyndt lag pladevat klippet ud i en passende størrelse.

I stedet for fyldte jeg dem med en vatrondel hver. Ja, sådan er jeg, og den passede lige i størrelsen. 


Fordi jeg nu var så godt i gang, så har jeg også lavet en lille cupcake stoflap.

Og det er nu I skal tage jeres kreative hat på, for jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal bruge stoflappen til. Jeg tænker måske at lave et lille stofnet, hvor den kan sidde på. Eller som en application på viskestykket ... selv om jeg egentlig aldrig har set et viskestykke med en application.

Venner, hvad kan jeg bruge stoflappen til? Måske skal jeg bare indramme den.

Store overvejelser!

Udover disse skønheder så har jeg lige i dag været forbi Søstrene Grene, hvor jeg købte to små grydeskeer i lilla og lyserød. Trods tegn på det modsatte, så er jeg altså sjældent derinde. Men det er en guldgrube af ting, man ikke vidste, man havde brug for.

Jeg vil bare ikke anbefale, at man tager en knap 3-årig dreng med derind, for det er altså vitterligt, virkelig fyldt med ting, man ikke vidste, man havde brug for. Også for en 3-årig! Gisp, hvor tog det lang tid!

Anyway, ideer! Tak ...

Wednesday, January 19, 2011

En anden uro

Filtkugler! Man kan som sagt købe dem i Søstrene Grene. Hvad jeg helt ærligt til enhver tid vil foretrække.

Men før jeg havde opdaget Søstrene Grenes lyksaligheder, filtede jeg dem selv. Ved I godt, hvor lang tid, det tager? Og hvor mange gange man kan stikke sig i fingrene? Gisp!

Til gengæld ved I så godt, hvor meget jeg elskede det, jeg så lavede med de små famøse filtkugler?


Et stk uro med filtkugler

Den hænger over lillemandens seng - lige ved siden af det gule lokomotiv.
 Jeg beklager, hvis jeg er lidt selvfed omkring mine seneste kreationer. Men på en eller anden måde så elsker jeg mine projekter lidt mere, hvis jeg har brugt rigtig lang tid på dem. De kryber sådan lidt ind under huden og bor der og gør mig glad.

Den gør også de to små mænd glade. Og så var det vist okay, at jeg stak mig selv i fingeren en gang eller to : )



Uroen er lidt genbrug, da jeg tidligere har vist den her på bloggen. Jeg håber, I stadig kan lide den!

Tuesday, January 18, 2011

Monster uro - del II

Nå men altså, nu har jeg så haft de der 6 monstre boende hjemme hos mig i adskillige måneder, og det kan ikke blive ved. Vi har hygget os, vi har haft gode stunder, men det er på tide, at de flyver fra reden.

Jeg gider dog stadig ikke at lave det sidste monster. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men jeg gider bare ikke.

Og jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan den skal hænges op - især fordi førnævnte Nathalie for nyligt præsenterede en fantastisk raket uro på sin egen blog, og så er spørgsmålet, om hun overhovedet har brug for en uro.

Så mange overvejelser!

Men jeg har fundet en løsning, som endda hædrer det faktum, at hun er en kreativ sjæl, der har brug for en udfordring i ny og næ ... ja, det er bare en anden måde at sige, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal lave den uro-vægophængs-guirlande-ting færdig, og så overlader jeg det i en andens hænder.

Faktisk er det egentlig lidt smart, og jeg vil ønske, at jeg vidste, hvordan jeg kan gøre det samme med min selvangivelse!


Godt så. Monster uroen er nu blevet til et DIY projekt. Så kan hun selv hygge sig og lave det i den ønskede form - uro, guirlande eller ... ?

Nok snak. Vil I gerne møde resten af mine monstre?

Jeg må nok advare, at de er lidt en anden stil end de to første; spøgelset og nullermanden, hvad der forresten forårsagede en mindre eksistentiel krise og også forsinkede projektet lidt. Men mellem os så elsker jeg, elsker, elsker, elsker, de nye monstre.

Hvordan kan man ikke elske ham her?

Eller ham her? Lad være at sige det til de andre, men han er min favorit!


Selvom ham her også er forfærdeligt charmerende.

Og denne gut er da også skøn!


Jeg beklager, hvis jeg er lidt selvfed. Jeg er bare virkelig tilfreds med mine monstre. Jeg påtænker at lave mønstret i en Pdf og lægge her på bloggen, så alle kan få del i monstrene.

Ud over de skønne skabninger, så kommer DIY kittet også til at indeholde de her, der kan hænges imellem, over eller under monstrene. Eller man kan lave en hel uro bare med dem (been there, done that!):

Skønne, skønne filtkugler i mange forskellige farver
Købt billigt i Søstrene Grene - meget nemmere og hurtigere end selv at lave dem


Det bliver da godt, tror I ikke?
Så kære Nathalie og lille Baby Adam. Her er jeres gave. Jeg ved godt, at der ikke er meget overraskelse i det, når pakken engang kommer med monstrene i. Men til gengæld bliver jeg overrasket, når jeg modtager billeder af det færdige resultat, ikke?

Burde jeg slutte af med et eller andet kækt monster-citat eller noget? Jeg kan ikke komme på noget, så vil I ikke venligst bare lade som om, at jeg sluttede af på en smart måde?

På forhånd tak.

Monster uro ... ?

Sidste år lige efter jul fik jeg en email fra min veninde, Nathalie, hvori der stod et ord: "Bingo". Det betød en positiv graviditetsprøve.

Jeg begyndte straks at planlægge hvilken fantastisk gave, jeg skulle lave til hende og den lille ny. Det tog mig ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at lave en monster uro i filt.

Jeps, der er intet, der siger baby, barselsgave og lyseblå idyl som en monster uro.

Jeg kastede mig ud i det med umådeholden entusiasme, og jeg lavede først ham her, som jeg forelskede mig hovedkuls i.

Spøgelse i filt og klare farver

Derefter kom denne her, som mest af alt ligner noget, der bor under min sofa, men som jeg trods alt også har en masse kærlighed til.


Flere monstre blev lavet, men da jeg så manglede den sidste, så gik jeg i stå. Jeg har klippet den, og jeg mangler bare at sy den sammen, men jeg gider ikke. Jeg kunne ikke på nogen måde formå mig selv til at gøre den færdig.

Overhovedet ikke!

Er det ikke noget underligt noget?

Uroen har ligget i ufærdig stand siden sommerferien. Jeg kan godt afsløre, at jeg synes, at det er lidt pinligt. Lillemanden endte med at få en masse fint færdigkøbt tøj, så det personlige præg gik lidt af fløjten.

Til gengæld så har jeg en veninde, der ikke laver hobby projekter af nogen art. Hun deltager i vores ugentlige hobbyaften, og hun hjælper gerne med at sy et par sting her og der, lave nogle pom pommer til en besat kvinde og komme med entusiastiske tilråb til os andre.

Men hun ... det er så surrealistisk, at jeg lige skal tage et dybt åndedrag, før jeg færdiggør denne her sætning ... Hun lavede simpelthen et patchwork tæppe til den lille dreng. Et patchwork-tæppe! Kvinden, der aldrig laver kreative ting.

Nathalie, der viser tæppet frem.

Jeg er faktisk stadig i chok over det!

På en eller anden måde føler jeg, at jeg lige må til at stramme mig an, så nu er jeg i gang med en snedig løsning for de stakkels monstre. Vent I bare og se, jeg kan mærke, at det bliver godt.

Sunday, January 16, 2011

Flere pom pommer

Jeg elsker pom pommer, men det har jeg vist allerede fortalt.

Til gengæld kan jeg så denne gang fortælle, at jeg slet ikke elsker at tage billeder af dem. Det gik helt op i hat og briller, da jeg kastede mig ud i det.

Jeg tænker, at det måske bliver bedre til foråret eller sommer, når der er nogle gode dage med klart vejr, så man får nogle gode skarpe billeder. Men hvis nu man gerne vil tage et billede af dem inden, bare for at holde sin besættelse af dem kørende, er der så nogen, der har nogle ideer til, hvad man kan gøre?

Jeg endte nemlig med det her ...

Uskarpt, men det gør mig stadig varm indeni : )

Åh, hvor jeg dog elsker pom pommer
Denne her mangler at blive trimmet, men det er bare en af de ting, jeg gerne prøver at undgå. Til gengæld har jeg en søster, der elsker at gøre det. Jo, min søster og jeg er skam et match made in heaven!


Denne her klynge hænger over vores puslebord, og Magnus er henrykt. Jeg har en fornemmelse af, at den lille mand har arvet min entusiasme for dem. Han prøver ofte at strække sig op for at nå dem.

Jeg har dog hængt dem så højt, at han kun lige kan daske til den nederste. Jeg mistede nemlig en for nyligt, da Magnus og hans yndlings-Lisbeth havde leget lidt for heftigt med den. Lisbeth sagde, at hun nok burde havde stoppet legen, for man skulle mosle lidt for at få den store pom pom ind og ud af træbilen, og hun kunne godt mærke, at pom pommen var bundet lidt løst.

Nej, jeg ved ikke, hvorfor min pom pom blev hevet ud og ind af en træbil, men jeg ved, at den ikke helt kunne klare mosten. Lad være at prøve det derhjemme!

Jeg ved, at man kan lave pom pommer ved hjælp af en pap skabelon. Lige med det her har jeg dog valgt den nemme, men dyrere vej, nemlig at købe dem i Stof&Stil. De har to forskellige pakker med to stk i forskellige størrelser.

Som nævnt er søster min og jeg et match made in heaven, så hun købte pakken med de mindske pom pom lavere, og jeg købte pakken med de store. De små har jeg brugt til juletræet og jeg påtænker snart at lave en guirlande, der skal op og hænge til jul - man kan aldrig begynde at lave julepynt for tidligt! De store skabeloner har jeg brugt til de pom pommer på billederne. De er kæmpe store og lyser godt op, hvor de hænger. Til gengæld bruger man så også omkring et nøgle garn til de store af dem.

Men åh, hvor er det dog det værd : )

Thursday, January 13, 2011

Pom pommer

Jeg har på det seneste udviklet en dyb, dyb kærlighed til pom pommer. De får mig til at smile og blive helt varm indeni.

I år var vores juletræ blandt andet pyntet med store hvide pom pommer. Det føltes som om vi havde dekoreret træet med snebolde, og hvordan kan man andet end at elske det?

I går var jeg i gang med at lave nogle flere pom pommer, der måske vist nok på en eller anden måde forhåbentlig skal blive til en eller anden form for ophæng over Magnus' seng.


Sådan ser det ud i en næsten færdig version. Jeg elsker den grønne farve.


Og sådan ser det ud, når Samuel skal være med.

Ja, sådan kan man også gøre det.

Vi pynter kager, gør vi

Lillemanden blev 1 år i dag. Og jeg springer lige over alt det der "Åh, hvor tiden dog flyver. Jeg kan slet ikke forstå, at han allerede er 1 år." Og i stedet vil jeg bare sige, Hurra for mit underskønne lille menneskebarn!

Billedet er uskarpt, men ungen er kær!

Lillemanden blev behørigt fejret med gaver, flag, balloner - eller dullonger, som hans storebror kalder dem, og selvfølgelig en kage.

Min bedre halvdel, Mike, har meget få krav til mad. Men når det gælder fødselsdagskager, så skal de være

1. Runde
2. Hjemmebagte
3. Kedelige - og med det mener jeg sandkageagtige, uden fyld eller lignende

Af uvisse grunde indvilligede jeg - atter en gang - i at bage sådan en kage. Jeg har dog bestemt at Samuel skal have en rigtig lagkage til sin fødselsdag denne gang. Nogle gange må man altså sige fra, også selv om det måske kun handler om lagkage!

Anyway, vil I gerne se den fine kage, jeg dekorerede?

Er I klar?

Her kommer den!



I må gerne være virkelig skuffede lige nu, for det er jeg faktisk. Jeg vil dog sige, at jeg samtidig lavede en fancy champignonsuppe med brød og persille i og overvågede Samuel, der smurte frosting på nogle muffins.

Undskylder det lidt?

Lyset er i det mindste ret sejt, men jeg kan ikke helt tage æren for det, eftersom jeg af min bedre halvdel fik to pakker traktor-lys i julegave, som allerede var bestemt til dette formål.

Måske ikke så romantisk, men ret god til at fjerne opmærksomheden fra det faktum, at jeg overhovedet ikke kan dække en kage med frosting og ikke er særlig god til at finde på ideer med de her kager.

Jeg skulle hellere have lavet et tog eller en legoklods eller sådan noget sejt. I det mindste er Magnus for lille til at blive sådan skuffet over en kage.

De tilhørende muffins ... i det mindste er billedet lidt fint.
Heldigvis er der dog lys for enden af tunnelen. For ikke bare begavede bedre halvdelen mig med traktorlys, men under juletræet var der også et gavekort til et kagedekorationskursus hos specialkøbmanden.

Ja tak!

Se, det er ægte kærlighed!

Kurset er allerede bestilt og betalt, og jeg skulle måske sige kurserne, for i al min iver kom jeg til at melde mig til to forskellige kurser. Så jeg har håb for fremtiden.

Og lige om lidt er jeg lige så god som hende her, hende her eller måske hende, ja jeg er.



Åh, jeg er glad for at være tilbage - selv om det er en lidt ynkelig begyndelse : )

Saturday, January 1, 2011

Happy New Year

It took me a while - almost a whole year to be precise - but I feel that I am once more ready for a little more craft-blogging.

There will be a slight change - it will all be in Danish from now on. 



Hurra for det danske sprog : ) For at være sådan lidt smart i en fart, så vender jeg tilbage for fuld styrke den 13. januar, hvor der præcis er gået et år fra lillemandens fødsel.

Jeg har ingen anelse om, hvad der kommer på bloggen, men jeg er sikker på, at det bliver en ren fornøjelse for mig - og forhåbentlig også for jer derude.

Jeg håber, at vi ses den 13. januar!

Og godt nytår!