Monster uro ... ?

Sidste år lige efter jul fik jeg en email fra min veninde, Nathalie, hvori der stod et ord: "Bingo". Det betød en positiv graviditetsprøve.

Jeg begyndte straks at planlægge hvilken fantastisk gave, jeg skulle lave til hende og den lille ny. Det tog mig ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at lave en monster uro i filt.

Jeps, der er intet, der siger baby, barselsgave og lyseblå idyl som en monster uro.

Jeg kastede mig ud i det med umådeholden entusiasme, og jeg lavede først ham her, som jeg forelskede mig hovedkuls i.

Spøgelse i filt og klare farver

Derefter kom denne her, som mest af alt ligner noget, der bor under min sofa, men som jeg trods alt også har en masse kærlighed til.

Flere monstre blev lavet, men da jeg så manglede den sidste, så gik jeg i stå. Jeg har klippet den, og jeg mangler bare at sy den sammen, men jeg gider ikke. Jeg kunne ikke på nogen måde formå mig selv til at gøre den færdig.

Overhovedet ikke!

Er det ikke noget underligt noget?

Uroen har ligget i ufærdig stand siden sommerferien. Jeg kan godt afsløre, at jeg synes, at det er lidt pinligt. Lillemanden endte med at få en masse fint færdigkøbt tøj, så det personlige præg gik lidt af fløjten.

Til gengæld så har jeg en veninde, der ikke laver hobby projekter af nogen art. Hun deltager i vores ugentlige hobbyaften, og hun hjælper gerne med at sy et par sting her og der, lave nogle pom pommer til en besat kvinde og komme med entusiastiske tilråb til os andre.

Men hun ... det er så surrealistisk, at jeg lige skal tage et dybt åndedrag, før jeg færdiggør denne her sætning ... Hun lavede simpelthen et patchwork tæppe til den lille dreng. Et patchwork-tæppe! Kvinden, der aldrig laver kreative ting.

Nathalie, der viser tæppet frem.

Jeg er faktisk stadig i chok over det!

På en eller anden måde føler jeg, at jeg lige må til at stramme mig an, så nu er jeg i gang med en snedig løsning for de stakkels monstre. Vent I bare og se, jeg kan mærke, at det bliver godt.