Saturday, June 25, 2011

Nathalies fødselsdag

Nu var jeg måske lige vel kæphøj i går, da jeg talte om ikke at gå ned på mangel af udstyr, for på det seneste er det nemlig sket. Rigtig mange gange!

Jeg havde en drøm om at lave en stor kage til Nathalies fødselsdag, en lyserød kage med en gul blomst.

Men jeg har jo ikke noget udstyr til at lave store fondant blomster, og jeg ved faktisk heller ikke helt, hvordan man gør.

Et medicin glas blev brugt som udstikker.


Fingrene blev brugt til at forme bladene, indtil jeg fandt ud af, at det absolut ikke virker. Derefter prøvede jeg kagerullen med bedre held.

Nogle af Samuels modellervoks udstikkere holdt bladene på plads, mens blomsten tørrede.


Det virkede dog ikke godt nok, så jeg endte med at stille den på hovedet på en lille beholder, stærkt inspireret af Janne, der hænger sine roser i lysekronerne.

Selvsamme Janne havde forresten også anbefalet mig en lækker italiensk marengs smørcreme. Hun tilføjede, at man skulle bruge en køkkenmaskine, men det er jo ikke noget problem for mig. Jeg har nemlig en køkkenmaskine.

Jeg havde bare fortrængt, at dejkrogen sidder urokkeligt fast i den fine køkkenmaskine. Ikke særlig brugbar til at lave marengs smørcreme.

Det skal dog ikke afholde mig fra at lave marengs smørcreme, for jeg har jo en håndmixer ... altså cremen smagte rigtig, rigtig godt, men der skete noget underligt.

Ikke blot måtte min håndmixer have kolde omslag undervejs, men cremen blev grynet, og jeg gik i baglås ved tanken om at skulle putte et halvt kilo smør i en creme. Jeg kunne simpelthen ikke! Jeg brugte et kvart kilo, og så måtte det være godt sådan.

Som sagt, så smagte den rigtig godt, så trods konsistens og smørmangel, var der ingen klager.


Den famøse lyserøde kage med grynet creme og en blomst, der skulle have siddet på siden og set lidt anderledes ud.


Til gengæld blev kagerne som de skulle. Fulde af sukker og smør - og lige noget for min mindste, Magnus.

Dekorationen på småkagerne er icing i lyserød og gul med dekoration i hvid icing, samt gule fondantblomster. Blomsterne er udstukket med Samuels modellervoks udstikkere, for sådan nogle har jeg ikke selv.


Der skal vitterligt suppleres op herhjemme. En ny køkkenmaskine står øverst på ønskelisten!

3 comments:

sko said...

icing
hvilken opskrift bruger du på dem?

Lene said...

Hej Sko (fabelagtigt navn!)

Jeg brugte en italiensk marengs smørcreme med hindbær til lagkagen. Min veninde havde lavet muffins, og hun havde lavet en hurtig omgang frosting med flormelis, smør og mælk på slump.

Hvis jeg skulle lave en frosting selv, så ville jeg nok bruge denne her, som jeg nævner her.

http://visselulle.blogspot.com/2011/04/muffins.html

Den er virkelig lækker, og skal frostingen farves, kan du bruge hvid chokolade i stedet, eller helt undlade det.
Held og lykke med det.

Lene

Janne said...

Det er nok for lidt med en håndmixer. Som du opdagede, så blev den overophedet ;) Cremen vil næsten altid skille og gryne undervejs, men man skal blot blive ved at piske. Evt. sætte cremen i køleskabet 15-20 minutter og så piske videre. Ofte skal der piskes i en halv time eller mere.
Blomsterne er rigtig fine. Lidt tylose eller gumtex blandet i fondanten havde fået dem til at holde faconen lidt bedre. Du kan bruge bagsiden af en teske til at forme bladene med. Læg bladene på en fast skumpude, alternativt bagsiden af en musemåtte.

I øvrigt: tusind tak for chokoladen - den smagte mums :)