Thursday, June 2, 2011

Det handler om mad

Af uvisse grunde så har jeg rent hobbymæssigt fedet den på det sidste.

Vejret har været skønt, så vi er ude hver dag, så min hobby-makker Samuel og jeg får ikke lavet noget i løbet af dagen. Men vi har til gengæld set nogle fine dyr i zoologisk have, og vi har slæbt uhyrlige mængder sand med indenfor fra diverse sandkasser.

Om aftenen når de to små er gået i seng, og alt ånder fred og ro, så er jeg ploppet ned i sofaen og har først flyttet mig, når jeg skulle i seng. Det er altså virkelig udmattende at se på dyr hele dagen, eller lege på legepladsen eller puste sæbebobler.

Der er dog en ting, jeg får lavet, nemlig mad!

Jeg elsker mad.

I går kom de skønne hobbykvinder på besøg, og jeg lavede twice baked potatoes. Min ene veninde kiggede meget interesseret på mit projekt, og det fik op for mig, at der er folk ude i det ganske danske land, der ikke kender twice baked potatoes.

Det må der gøres noget ved.

Kort fortalt er twice baked potatoes, bagekartofler, der bages som normalt, skæres over i to og indmaden skrabes ud. Indmaden blandes med diverse gode sager som for eksempel ost, creme fraiche og bacon og puttes tilbage i kartoffelskallen og toppes med revet ost. De fyldte kartoffelskaller sættes ind i ovnen igen og varmes igennem, og osten smelter, og vupti! Lækre sager på din tallerken.

Fra ThePioneerWoman.com

Opskriften er sådan nogenlunde herfra, men se venligst bort fra de enorme mængder smør, der bliver brugt i opskriften. En lille smule smør er rigeligt.

Til gengæld steger jeg mit eget bacon, der var fra fritgående og glade grise og brugte creme fraiche 18 % fra lykkelige køer ... ja, jeg handlede ind i Irma i går, fordi det var på vejen.

Og så puttede jeg også en stor teske dijon sennep i. Mums! Dijon sennep er virkelig en overset ting, og det smager forrygende sammen med creme fraiche. For ikke at forglemme sammen med ketchup og brun farin til en hjemmelavet barbecue sauce.

Kartoflerne er virkelig lækre, nemme at lave og gode som hovedret her i sommerperioden.

Vi spiste dem med brød og en blandet salat til, og lille Magnus, der normalt ikke spiser kartofler, spiste to halve bagekartofler.

Prøv at lave dem. Jeg er ret sikker på, at I ikke vil fortryde det.

No comments: