Sunday, May 29, 2011

Verdens nemmeste lækkerbisken

For en del år siden boede jeg sammen med min søster og min veninde, Nathalie, i en skøn lejlighed i København. Rygtet vil vide, at jeg bor her endnu, men at søster og Nathalie så er skiftet ud med mand og to unge herrer.

Mens vi tre kvindfolk stadig huserede her, fik vi en overgang en fjerde beboer, en weekend beboer. Nemlig John, der kom fra England og studerede i Malmø, og på en eller anden måde havnede han her hos os. Han lærte os at skyde med elastikker, og der blev udkæmpet en del elastik krige her. Da vi noget tid senere flyttede, fandt vi adskillige elastikker rundt omkring i lejligheden.

Han lærte os også at lave trifli - eller rettere -  hans veninde Sarah lærte os, hvordan man ikke skal lave trifli. Man skal nemlig undgå at tømme et helt glas appelsinsyltetøj ned i triflien. Det bliver lige vel voldsomt!

Desuden er han den eneste, jeg nogensinde har mødt, der bagte kager uden opskrift. Brød og lignende har jeg mange gange selv freestylet, og kender en del, der gør lige netop det. Men en kage? Jeg kan huske, at den førnævnte kage indeholdt syltede kirsebær og en hel del chokoladebarer, og så smagte den fantastisk.

Hvis nu bare, der havde været en opskrift på den!

En mand, der kan lave lækre kager uden opskrift, skal man altså lytte til, og det gjorde jeg heldigvis den gang han lavede en citrontærte til os. Naturligvis uden opskrift.

Jeg lavede den for nyligt sammen med mine brownie kugler og et stks fondant-forskrækket lagkage. Citrontærten forsvandt som dug for solen.



Sådan cirka opskrift på verdens nemmeste citrontærte:

Digestive kiks
smeltet smør

2 pakker mascarpone ost
Flormelis
Saft og revet skal fra økologisk citron
(Man kan også bruge lime i stedet for)

Findel kiksene, cirka en halv pakke, i en foodprocessor. Tilsæt smeltet smør og rør rundt. Indse, at du mangler smør. Smelt noget mere, tilsæt det og rør rundt. Når man kan "forme" kiksemassen i hånden, så er der nok smør i.

Fordel massen i bunden af et tærtefad. Mit tærtefad var lilla. Det har ingen betydning, men det gjorde mig glad.

Rør mascarponen op med lidt revet skal og saft fra cirka to citroner. Tilsæt flormelis efter smag. Når du synes, det er noget nær uimodståeligt, så fordeles det oven på kiksebunden.

Sæt tærten i køleskabet, indtil den skal serveres.

Så bliver det altså ikke nemmere!