Kagen inden i var skiftevis lyserød og brun. Jeg havde aldrig set en stribet kage før. Hvem i alverden finder på at lave kage i to forskellige farver? Jeg kan blive helt svimmel ved tanken om at skulle kaste sig ud i det.
Dagene gik, og jeg kunne ikke glemme de frosting-roser. Det blev ikke bedre af, at der stod, at dekorationen var super nem at lave. Lige i den her forbindelse er "Nem" et af mine yndlingsord.
Så i går med en time inden aftensmaden skulle stå på bordet, og jeg skulle ud af døren, kastede jeg mig ud i det her projekt.
Inden i er der en mini lagkage med hindbær og chokolade samt købebunde fra Lidl.
Eftersom chokoladekagen, der skulle have udgjort lagkagens bunde, som nævnt endte sine dage i bunden af min ovn dagen før - jeg skal nok komme over det med tiden - kombineret med, at jeg var rimelig tidspresset, virkede købebunde som det logiske valg.
Det kan jo smutte, det skidt!
Hele herligheden blev smurt op med chokoladefrosting, og kagen blev sat i køleskabet, så frostingen kunne stivne, og jeg kunne spise aftensmad.
Derefter tog jeg en sprøjtepose med en stjernetylle på, og lavede nogle spiraler rundt omkring på hele kagen. Det var virkelig let, hurtigt, og jeg synes, at resultatet blev rigtig godt.
Hvem prøver jeg at narre? Jeg synes, at det blev super godt! Især henset til den tid, jeg brugte på det.
Der var lige en enkelt brøler.
Jeg havde taget frostingen ud af køleskabet et stykke tid forinden, for at den skulle være let at arbejde med, men det kombineret med varmen fra mine hænder, gjorde at den altså blev for varm. Så da jeg kom til siderne, var dekorationen knap så skarp mere.
Frostingen er flydt ud, men jeg har stadig lyst til at spise den! |
Næste gang, og der bliver helt sikkert en næste gang, vil jeg bruge en koldere frosting og en mere holdbar sprøjtepose. Desuden vil jeg sørge for, at mine to små engle drenge ikke er i køkkenet, mens jeg laver det.
For når frostingen begynder at flyde ud på kagen, posen sprækker, og der står en lind strøm af frosting ud af den, og man så samtidig skal diskutere med sit afkom om, hvorvidt de skal have lov at prøve liiiige at lave en lille bitte stjerner, så blev jeg faktisk rigtig træt og ikke særlig sjov at være sammen med.
Den færdige kage, som jeg egentlig har lyst til at gifte mig med. Jeg elsker dig, chokolade-hindbær-lagkage-med-masser-af-frosting! Vi to kan blive lykkelige sammen!
Efter billederne var taget, drønede jeg ud af døren for at aflevere kagen til en veninde, og følte mig faktisk ret sej, fordi jeg havde nået både at lave aftensmad, underholde to børn sådan nogenlunde, lave lagkagens creme og lægge den sammen og dekorere den. At jeg så, da jeg kom hjem, opdagede at jeg havde været ude i den store verden med en stor brun plet på mine bukser efter noget vildfarent frosting, var næsten lige meget.
Næsten.
2 comments:
I love the look of this cake!! It is so pretty! If I come over and bring you food or a present or something will you show me how to do this frosting effect?!? Is it really easy because this type of thing is really hard for me to do well!
Beautiful!
That is one beautiful looking creation! I just blogged it.. was made to shared x
Post a Comment