Tuesday, February 28, 2012

Fødselsdag

 Ældste sønnen blev for nyligt 4 år. Selve dagen blev fejret i svømmehallen med sted-moster Astrid, en masse togbane-bygning, hjemmelavet pizza og gaver.

På selve dagen. Helt optaget af sine gaver.
Dagen derpå var familie og venner inviteret på besøg til tog-fødselsdagsfest. Vi mødtes på hovedbanen bevæbnet med to-kroner, hvorefter vi kiggede på modeltogene sammen med adskillige andre børn og deres tålmodige forældre. Derefter kiggede vi lidt på de store tog ved banegårdspladsen, før vi skyndte os hjem, lidt kolde og ret sultne.

Der var naturligvis en togkage. Først toget, som jeg synes er så fint, så fint.


Og jeg må gerne rose det til skyerne, for det er slet ikke mig, der har fundet på det.

Det er nemlig, Louise, kvinden bag CakeJournal.com. På denne fantastiske side ligger der trin-for-trin vejledninger til at lave alverdens ting, herunder et tog og en racerbil. Det er jo en gave, når man, som jeg, ikke er så skarp til det der med 3D.

Og så hele kagen, der ikke helt blev, som jeg havde ønsket. Men fødselsdagsbarnet fik lov til at pynte kagen sammen med mig. Og så må man jo lægge kagedekorations ambitionerne på hylden, men til gengæld har man en rigtig glad dreng, og der er også vigtigt.


Med andre ord, prøv lige mentalt at fjerne den grønne "græsplæne", blomsterne derpå, og de gule blomster i vandet. Indsæt i stedet nogle flere siv og græs, og måske endda en gul and, og så er vi lidt tættere på, hvad jeg havde planlagt. Og start så også en halv time tidligere!

Men den er da fin, ikke?

Fut fuuuut

Sunday, February 26, 2012

Croissanter

En veninde fortalte mig for nyligt, at hun havde lavet croissanter til sine kollegaer. Da min veninde er typen, der gør tingene fuldt ud, havde hun også puttet anselige mængder chokolade i.

Chokolade. Croissant. Mums!

Jeg spurgte naturligvis straks, hvordan hun havde lavet den. Enhver, der laver sin egen butterdej, har min fulde respekt, og jeg ville gerne have alle fifs, der findes ... fiffer? Fifs? Hvad hedder fif i flertal? 

Veninde Mona havde dog ikke lavet noget som helst selv. Hun havde brugt færdiglavet butterdej. Helt ærligt! Hvor sølle. Jeg blev ret skuffet, men hun insisterede på, at de var virkelig lækre. 

Og når man nu engang har en pakke færdig butterdej i sin fryser, chokolade og nougat i skuffen, så er det bare om at komme i gang.


Croissanter med tossede mængder nougat og chokolade. Billedet er knap så godt, men de smagte virkelig, virkelig godt. Samuel hjalp med at hakke chokolade og putte den ind i croissanten. Og han hjalp i den grad med at spise dem.

De er jo virkelig gode. Ja, ja, det er helt sikkert bedre med hjemmelavet butterdej og alt sådan noget der, men kan man lave dem på en halv time? Nej, vel!

Anbefalelsesværdige, ja tak!

Saturday, February 25, 2012

Siden sidst

Vi har haft travlt siden sidst.

Samuel har sammen med lillebror Magnus lavet flere kreationer af den ene og den anden slags. En af de mest elskede er dog disse armbånd.


Mens lillebror tog sig en lur, kreerede Samuel 4 armbånd og en halskæde, der i den grad har vakt glæde. Især hos lillebror Magnus, der i den grad elsker at klæde sig ud. Perlerne er fra Tiger og en pose koster 10 kroner. Et fantastisk køb!

En anden dag hjalp de med at bage boller og muffins i vores nye ovn.


I lagde godt mærke til, at jeg brugte ordene "nye ovn", ikke? JEG ER SÅ GLAD!

Jeg har fået en ny, skøn, skøn ovn, der bare gør mit liv bedre hver dag. Ovnen var til under halv pris. En venlig far kørte den hjem til mig. En venlig Kim installerede den, og den har næsten været i brug lige siden.

Det er virkelig lykke. Der er jo ingen grænser for, hvad man kan lave i sådan en ovn. Og hvor hurtigt man kan lave det.

Jeg er forelsket! Tænk virkelig, at man kan få så meget lykke for 1499,-

Den nye ovn er en del af vores køkkenprojekt. Et projekt, der blev planlagt, da ældste sønnen blev født for fire år siden, og som jeg har ventet på at realisere lige siden.

Her er manden min ved at fjerne vores emfang. Forinden havde han fjernet samtlige hylder i hele køkkenet. Der var masser af plads på væggene, men til gengæld var al bordpladsen optaget af tallerkner, skåle, kopper, glas og så videre.

Og ja, det er sådan set vores køkken. Det er ret ... skal vi kalde det, intimt? Det lyder bedre end bette lille.


Og udsigten den anden vej, hvor man blandt andet kan se de forskellige farveprøver vi var igennem.


Vi kunne ikke finde den helt rigtige farve, så jeg endte med at blande den selv ud fra en grøn farve, en god klat hvid og så nogle forskellige sjatter farveprøver. Det blev rigtig godt!

Jeg blev dog lidt panikken, da det gik op for mig, at jeg kun havde blandet nok til at male en gang, og væggen virkelig havde brug for to gange maling. Det er altså en dum, dum situation at stå i.

Jeg blandede en portion til og efter et par forsøg var den lige i skabet. Jeg er stadig forvirret over, at det kunne lade sig gøre. Glad, men forvirret!

Nu er køkkenet malet hvidt, en væg er blevet grøn, en tallerkenrække er kommet op. Vi har fået et nyt modul ovre i hjørnet med mere bordplads og min elskede, elskede ovn. I dag kom to hylder op, så nu er vi der snart. Lige om lidt nærmest ...

Jeg glæder mig sådan, selv om jeg har svært ved at tro, at det overhovedet kan blive bedre end det er nu!