Sjældent har jeg været lykkeligere.
Jeg blev godt nok lidt rystet, da de fortalte mig, at det nok havde taget så lang tid, fordi de skulle have reservedele langvejs fra. De siger, at mit kamera er gammelt. De har ikke reservedelene på lager mere.
Det er altså en underlig verden, hvor 3½ år er noget nær forældelse.
Jeg har savnet mit kamera virkelig, virkelig meget. Altså bekymrende meget.
For eksempel ville jeg have taget et billede af os, der sad og spiste melon salat ude i parken. Og jeg ville helt sikkert have taget et billede af pletten på min nederdel.
Jeg ville have taget et billede af den ret fantasifulde tog-konstruktion, Samuel lavede i dag, og et billede af Samuels smilende ansigt i morges. Første nat uden ble på. Det er stort.
Og jeg ville have taget et billede af de yderst smukke sko, jeg købte i mandags.
På nettet kan jeg kun finde dem i slangeskind.
Der er en del ting, jeg kan slippe af sted med, men sko i slangeskind er ikke en af dem.
Mine var i brunt læder.
Jeg burde have taget et billede af skoene og fået printet det som en plakat. Så pæne var de.
Og jeg ville også have taget et billede af de hudafskrabninger, jeg fik, da jeg faldt. Lige så lang jeg var. På ingen måde yndefuldt. Og et billede af mine børns overraskede ansigtsudtryk.
En hæl på 12,5 cm er måske i overkanten. Til gengæld er jeg sikker på, at jeg så ret fantastisk ud i de cirka 7 sekunder, jeg nåede at have dem på.
Hvis de ikke var blevet byttet kort tid efter mit fald, ville denne blog være beriget med en større billedeserie.
Heldigvis er der mange andre ting, der bare står og venter på at blive udødeliggjort.
Mine gule Hawaianas klip-klappere har da også sin egen charme.
Eller noget.
Jeg tror, at jeg vil gå hen og ae mit kamera. Det er bare så skønt at have det hjemme. Og jeg skal tids nok finde noget at tage billeder af.
No comments:
Post a Comment