Thursday, June 16, 2011

Lækre blomster


Jeg elsker pæoner. Selv i sort og hvid!

Wednesday, June 15, 2011

Polterabend - Nu med billeder

Okay, billederne kommer lige om lidt! Og der er rigeligt med dem.

Jeg vil dog først lige komme med en ansvarsfraskrivelse. Fordi jeg nogle gange glemmer min hjerne, har for travlt med at spise eller er ved at skifte en ble, så var der flere tidspunkter, hvor jeg ikke fik taget nogle billeder. Istedet må I bruge jeres fantasi og forestille jer, hvad godt det må have set ud!

Blandt andet under brunchen, som sædvanen tro, var vidunderlig. Vi besøgte Cafe Andre Citroen, hvor vi fik en brunch buffet, og alle forlod stedet glade og tilfredse og med fulde maver.

Hvis man bor i nærheden af Vesterbro, så kan det godt anbefales.

Efter brunch gik vi hjem til mig.

Crepepapir og en stor buket blomster bød velkommen ved hoveddøren. Ikke noget billede, så brug jeres fantasi igen. Det er godt at bruge den ofte!

Rundt omkring i lejligheden var der grupper af hvide rammer med mønstret papir, der matchede til vindmøllerne.


Mja, så kan man vist godt gætte, hvad den kommende brud hedder.


Jeg havde også sat en lille vindmølle fast på rammen yderst til venstre, men lad mig bare sige, at min ældste dreng lige havde undersøgt den lidt for godt.


Desuden havde vi købt en masse blomster, der var arrangeret i forskellige beholdere. Normalt ville jeg havde anbragt dem i vaser, men eftersom førnævnte kommende brud har lånt alle mine vaser til det kommende bryllup, så tyede jeg til konservesdåser, drikkeglas, kander og lignende.


Jeg vælger at tro, at de forskellige beholdere tilførte arrangementet charme og stil, og ikke at det var en sørgelig erstatning for almindelige vaser.


Jeg brugte en enkelt kagefad på fod for at skabe lidt højde. Og så havde jeg sat små vindmøller ned i nogle af buketterne og en større vindmølle stod alene i en af konservesdåserne.

Der var placeret nogle store vindmøller ovre ved vores sofaer, og nogle af de små blev senere sat i maden.


Samuel, der fint fremviser en vindmølle dagen derpå. Han er rimelig betaget af dem, og de er især et hit, når ungerne sidder i gyngen og gynger frem og tilbage.

Man må gerne bemærke, at min søn bærer en fin, ret stor perlehalskæde og en t-shirt med et kranielignende symbol og denne tekst nedenunder "This is not a skull. It is actually a skate demon". Det har ikke rigtigt noget med polterabend at gøre, men det er da en interessant kombination, synes jeg.


Hjemme hos mig havde vi inviteret en skøn og yderst kompetent dame, der villigt lærte os at dekorere smukke, smukke cupcakes.


Vi havde alle sammen små skilte på med vores navn. Skiltet var et rundt stykke pap, hvor jeg havde limet crepepapir samt brochenåle på. Det virkede rigtig fint, da ikke alle kendte hinanden i forvejen, og det var en hjælp for vores cupcake-dekorations-lærer.

Den kommende bruds kager. Hun fik især meget opmærksomhed for regnorme-kagen yderst til venstre, som dog blev taget lidt til nåde igen, da hun efterfølgende satte blomster på.


En anden kage, der fik meget opmærksomhed var dette kreative indslag med tre ænder i en sø.


Nååårh!

Imens kastede jeg mig over den lyserøde smørcreme og forsøgte mig med en version af kirsebærgrene. Set i bagkundskabens klare lys så skulle jeg nok ikke lige have valgt den lyserøde smørcreme som baggrund.


Denne lavede jeg også. Den er ikke særlig kreativ eller nytænkende, men jeg har lyst til at beholde den for evigt!


Er det meget forkert?

Det var virkelig hyggeligt at dekorere kager sammen, og alle så ud til at nyde det. Og hvordan kan man gøre andet, når man er i godt selskab og laver noget kreativt sammen?

Vi skulle have haft en anden aktivitet, der desværre blev aflyst dagen før, så vi valgte at lade folk slappe af, hygge sig og snakke, mens min kære søster og jeg satte maden frem.

Jeg bør forresten nok nævne, at min søster var kvinden bag vores cupcakes, som hun forresten bagte uden nogen bageform. Hun havde kun papirformene, og med dem, nogle ildfaste fade, staniol og en hel masse mel fik hun fremtryllet 83 cupcakes.

Hun er ret fantastisk!

Vi havde valgt lidt let mad, som vi hurtigt kunne lave. Der var brød fra Lagkagehuset, æg og rejer, tun mousse, parmaskinke, tzaziki, mozzarella salat og så videre. Desuden var der kvarkkage, chokolade mousse, kanelkage med frosting samt en brownie og hyldeblomst-jordbær drik.

Der var ingen, der gik derfra med tomme maver.

Jeg havde en skøn dag, og jeg håber også, at alle gæsterne hyggede sig.

Monday, June 13, 2011

Polterabend

Som jeg allerede har fortalt mange, mange gange, så skal min veninde giftes snart - og ja, jeg er stadig begejstret! Jeg elsker bryllupper!

I dag holdt vi hendes polterabend, og det var så super hyggeligt. Skønne mennesker, fin aktivitet og dejlig, dejlig mad, og måske også lidt dekorationer.

Der var vindmøller! Måske elsker jeg dem mere, end jeg elsker bryllupper. Måske!

Billeder af hele herligheden, eller i det mindste de billeder, som jeg fik taget midt i værtsrollen og mor til to små bamsebørn, kommer snart.

Imens vi venter så se lige de her billeder fra en anden fest. Jeg er vist ikke den eneste, der er pjattet med vindmøller.





Alle billederne er fra Kara's Party Ideas

Hvordan kan man ikke elske vindmøller?

Saturday, June 11, 2011

Svigermutti

Jeg har en bedre halvdel, der hvert år til sin fødselsdag ønsker sig t-shirts fra G star raw, størrelse M. Og det er det!

Intet andet på listen. Intet.

Jeg plejer at bruge alle mine kreative talenter for at finde på andet at fylde i gavestakken år for år, men jeg har endnu ikke helt haft den store succes med mine ideer. Han bliver altid glad for den obligatoriske t-shirt, og den lækre chokolade, bæltet, den prisvindende olivenolie og så videre er da også okay.

Den prisvindende olie kostede forresten over 100 kroner for en flaske. På en eller anden måde så havde jeg nok brug for mere end bare et "okay, tak" for dem. Især da jeg her den anden dag opdagede, at vi stadig havde en næsten fuld flaske stående i vores køkkenskab her et år efter, han fik den. Den er holdbar i 6 måneder!

I år begyndte jeg allerede at lægge planer i januar. Jeg overvejede alvorligt at købe en vinterferie for hele familien til et ski resort, hvad min bedre halvdel ville have elsket! Elsket! Der kom dog nogle hindringer i vejen - læs penge - og da februar kom, begyndte jeg på en ny plan. En super plan!

Planen betød, at Samuel og jeg sneg os ud af huset i onsdags på Mikes fødselsdag og efter et hurtigt besøg i lufthavnen kunne vi vende tilbage med Mikes mor.

Hvis jeg selv skal sige det, så var sådan et surprise besøg fra svigermor, som godt kan være svært at lokke væk fra det tyske, genialt. Jeg har brugt de sidste par dage på at være lidt selvfed over min fantastiske gave, og på at underholde svigermor, mens Mike lige har haft et par møder.

I dag var hele familien på stranden, hvor vi nød det gode selskab, god mad og det gode vejr. En skøn, skøn dag.

Jeg glemte dog mit kamera, så dette indlæg får ikke noget billede. Ellers skulle jeg tage et billede af, hvor jeg blev solbrændt, men jeg tror nu, at jeg skåner jeg for det.

Problemet med sådan en succes-gave er jo bare, at nu skal jeg finde ud af, hvordan jeg overgår mig selv til næste år.

Tuesday, June 7, 2011

Mit hjem er mit slot 2011

Fredagen blev brugt sammen med de to små poder og storesøster til "Mit Hjem er Mit Slot" i Frederiksberg Have.

Var det et hit?


Det mente Magnus vist, men så havde jeg så også lige erstattet hans eftermiddags snack med en stor, fed muffin. Jeps, sådan en ansvarlig mor er jeg!


Udstillingen var altså et hit, og selv om jeg nok kunne beskrives som kvinden, der manglede solcreme i nakken og havde et skrigende barn, så hyggede vi os rigtigt.

Fine, fine ting hjælper altid på humøret. 





Jeg vil gerne have en af hver af det hele, tak!

Sunday, June 5, 2011

Bryllupsforberedelser

Min veninde skal giftes om 3 uger, og jeg glæder mig rigtig meget, måske endda bekymrende meget i forhold til, at jeg bare er almindelig gæst.

Men det er nu altså sådan, at jeg bare rigtig godt kan lide, når folk holder en god fest med skøn mad, fine kager, invitationer og oppyntning. Det gør mig glad!

Så da førnævnte veninde inviterede mig og mine samt et par veninder hjem til sig for at hjælpe med at lave oppyntningen, så sagde jeg bare "Ja tak". Det gjorde det kun endnu bedre, da hendes forlovede stillede sig til rådighed med at lave lækker mad til os, samt assisterede os med opmåling af nærmest samtlige runde genstande i sit køkken.

Forvirret over de runde genstande? Ingen grund til det. Jeg forklarer det lige straks.

Men først vil jeg lige vise, hvad min bedre halvdel blandt andet fik tiden til at gå med. 


Sandwich dekorationer. Den til venstre forestiller Samuel, og ja, den til højre skal så forestille mig. Mike gjorde sig særligt umage med at lave min frisure, eftersom jeg lige er blevet klippet.

Lad være at sige det til ham, men sådan ser mit hår altså ikke ud!

Og nej, jeg tror egentlig ikke, at sandwich dekorationer har en stor fremtid, men Samuel og Mike fik meget tid til at gå med dem, så det er jo i sig selv ret fint.

Vi spiste frokost udenfor i skyggen af et stort træ. Børnene legede på legepladsen ved siden af, og på en eller anden måde så er alting bare bedre, når solen skinner.

Magnus i fuld fart!

Mand og børn blev sendt hjem hen ad eftermiddagen, og så klippede, foldede og limede vi videre i endnu et par timer.

Resultatet ser sådan ud.


20 papirblomster i forskellige farver og størrelser til et styks bryllup.

Jeg har allerede talt om blomsterne her og her, men man kan næsten ikke sige for meget godt om dem. De er så fine!

Og tilbage til diverse rundt objekter fra køkkenet. Midten af blomsten består af en gul cirkel og en sort cirkel. Vi fandt hurtigt ud af, at hvis man laver mange blomster, så er det nemmest at have en rund skabelon at tegne efter. Og når man laver mange forskellige størrelser, så skal man bruge skabeloner i mange forskellige størrelser.

En blomst fik for eksempel en midte lavet efter en glasskål samt låget til et bolcheglas. Til en anden størrelse brugte vi et stort krus og låget til en lille tube creme.

Min venindes forlovede er nu den eneste mand i verden, der kender diameteren på mere eller mindre samtlige ting i sit køkken.

Thursday, June 2, 2011

Det handler om mad

Af uvisse grunde så har jeg rent hobbymæssigt fedet den på det sidste.

Vejret har været skønt, så vi er ude hver dag, så min hobby-makker Samuel og jeg får ikke lavet noget i løbet af dagen. Men vi har til gengæld set nogle fine dyr i zoologisk have, og vi har slæbt uhyrlige mængder sand med indenfor fra diverse sandkasser.

Om aftenen når de to små er gået i seng, og alt ånder fred og ro, så er jeg ploppet ned i sofaen og har først flyttet mig, når jeg skulle i seng. Det er altså virkelig udmattende at se på dyr hele dagen, eller lege på legepladsen eller puste sæbebobler.

Der er dog en ting, jeg får lavet, nemlig mad!

Jeg elsker mad.

I går kom de skønne hobbykvinder på besøg, og jeg lavede twice baked potatoes. Min ene veninde kiggede meget interesseret på mit projekt, og det fik op for mig, at der er folk ude i det ganske danske land, der ikke kender twice baked potatoes.

Det må der gøres noget ved.

Kort fortalt er twice baked potatoes, bagekartofler, der bages som normalt, skæres over i to og indmaden skrabes ud. Indmaden blandes med diverse gode sager som for eksempel ost, creme fraiche og bacon og puttes tilbage i kartoffelskallen og toppes med revet ost. De fyldte kartoffelskaller sættes ind i ovnen igen og varmes igennem, og osten smelter, og vupti! Lækre sager på din tallerken.

Fra ThePioneerWoman.com

Opskriften er sådan nogenlunde herfra, men se venligst bort fra de enorme mængder smør, der bliver brugt i opskriften. En lille smule smør er rigeligt.

Til gengæld steger jeg mit eget bacon, der var fra fritgående og glade grise og brugte creme fraiche 18 % fra lykkelige køer ... ja, jeg handlede ind i Irma i går, fordi det var på vejen.

Og så puttede jeg også en stor teske dijon sennep i. Mums! Dijon sennep er virkelig en overset ting, og det smager forrygende sammen med creme fraiche. For ikke at forglemme sammen med ketchup og brun farin til en hjemmelavet barbecue sauce.

Kartoflerne er virkelig lækre, nemme at lave og gode som hovedret her i sommerperioden.

Vi spiste dem med brød og en blandet salat til, og lille Magnus, der normalt ikke spiser kartofler, spiste to halve bagekartofler.

Prøv at lave dem. Jeg er ret sikker på, at I ikke vil fortryde det.